Eventyrlandet Marokko
Rejsefortællinger
Der var engang en .. mange eventyr starter sådan. Filmen hed ”Manden der vidste for meget” og blev delvist optaget i Marrakech. Jeg så filmen da jeg var teenager. Måske husker du den fra bl.a. Doris Day, der sang ”Que sera”. I filmen er der en mand der bliver myrdet ved torvet, Djemaa el Fnaa i Marrakech. Jeg syntes at filmen var meget uhyggelig og dengang besluttede jeg mig for , at jeg aldrig nogensinde skulle opleve hverken torvet, byen eller landet, Marokko.
Men ofte bliver ting ikke som man havde forestillet sig , eller havde tænkt sig.
Det bliver meget bedre!
M a r r a k e c h
Nogle år længere fremme I tiden, kom jeg så for første gang til Marrakech! En helt fantastisk og uforglemmelig følelse. Jeg gik der på det så spændende torv. Jeg måtte knibe mig I armen, for at forstå, at det virkelig var mig, som stod der. Jeg fik nu selv muligheden for at se, føle, dufte, nyde, og høre det myldrende folkeliv. Atmosfæren, musikken og de mange essenser! Torvet Djemaa el Fnaa i Marrakech, er blevet beskrevet af mange tusinde mennesker. Men man er simpelthen nød til selv at opleve det. Et virvar af farver og et anderledes og interessant folkeliv:
Der er eventyrfortællere som beretter for altid store folkemængder, som bare står I stor cirkel rundt om dem og lytter intensivt
Skriverne som læser og skriver for dem som ikke selv kan – de sidder under store sorte paraplyer, for at ingen skal kunne kigge dem over skuldrene eller over ryggen.
Slangetæmmerne som banker med deres trommer og blæser I trompeterne, for at lokke tilskuere til.
De farverige vandbærere, med deres røde dragter og store stråhatte, klangen fra deres små gyldne klokker, så man kan se de kommer for at sælge et glas vand. Dog vil de helst fotograferes, som de ved at de kan tjene flere penge på.
Nogle mener at de ligner julemænd. Så en sådan julemand kan her ses hele året rundt.
Gnawas-danserne som holder alle onde ånder væk, med musikken fra deres jernkastanjetter. Tak og lov!
Tandlægerne som med snilde trækker tænder ud med en stor respektindgydende tang! Bedøvelse? Ja den består af æter på en bomuldspind.
Tuaregerne, de ”blå” mænd fra Sahara som er kommet hele vejen hertil bare for at sælge deres forskellige sorter af naturmedicin.
Når solen begynder at gå ned , tager man de udendørs” restauranter” eller madboder frem på torvet. Gas-blussende kører snart for fuldt og man bliver snart beruset af de guddommelige dufte. Snart er der fyldt på torvet af sultne mennesker alle steder. Der serveres cous-cous, harira-suppe, forskellige taginer, grillede får- og gedehoveder, bstilla/tusindbladstærte- med mere.
At opleve solnedgangen bagved byens symbol, Koutoubia´s minaret. Pludselig kalder muezzin:en = bønudråberen, til aftenbøn. Dette er også uforglemmeligt! Marokko hed en gang I tiden, Maghreb el Aksa, solnedgangens land.
Langt borte i horisonten ligger bjergkæden Høje Atlas. Bjergene farves i skumringen I en smuk blå farve. På bjergtoppene gnistrer den kridhvide sne.
Kommer man til Marrakech om foråret, f.eks i marts, vil der fornemmes en vidunderlig duft over hele byen. Det er appelsintræerne (=pomeranser) som står i fuld flor. De er planteret langs med mange af byens gader og boulevarder. I udkanten af byen er der flere appelsinplantager.
I Marrakech er der masser at tage sig til. Tag en tur med hestevogn. Absolut den bedste måde at komme frem på. Hesten trasker frem i tilpas langsom fart. Gå en tur I den gamle bydel, Medinaen. Man møder så mange forskellige farver, lyde, dufte og håndværkere, som sidder på hug og omstøber gamle rustne messing lamper. Det føles som om at man er gået I stå I tiden for 100 år siden. Byen har utrolig mange seværdigheder: Saadi-gravene, Menara-bassinet, Bahiapaladset, Dar Si Said-paladset, Majorelles haven, og meget meget mere. Vi fortsætter rejsen nordpå.
R a b a t
Den hvide by som ligger ved Atlanten og ved floden Bou Regreg. Min favorit- bydel i Rabat hedder ”Oudaya”: dette var tidligere et område for sørøvere. Det er på trænge og pittoreske gader, at vi går gennem Oudaya. Hvidkalkede huse, som ligger tæt op ad hinanden. Husene har snittede og udsmykkede porte, ofte malet I blå farver. Ovenfor portene ser man tit en ”Fatima´s hånd”, der hænger ned, for at beskytte husets beboere mod det onde øje. På de hvide vægge klatrer de smukkeste blomster.bl.a. Bougainvilla i mange farver.
Vi skal naturligvis også besøge Mausolæet som blev bygget til minde om Kong Mohamed V.
Det var hans søn, Kong Hassan II, som byggede denne imponerende bygning. Det tog 10 år før bygningen stod klar. Vi går indenfor, for at beundrer arkitekturen. Man blændes af nmarmor, granit, onyx,kakler, farvet gals I vinduerne, kaligrafi, samt venetiansk glas og kuplen over gravkammeret med en dekoration af stalaktiter i bladguld! I mere end 10 år har Kong Hassan II hvilet i dette mausolæum.
Udenfor på pladsen, ser man det som stadig er tilbage af den ufærdige moské, samt Hassan-tårnet, som står så flot med sine næsten 40 meters højde op I luften. Tårnet skulle have været dobbelt så højt, men skæbnen ville noget andet. Moskéen startede man med at bygge I slutningen af 1100-tallet, undfer opfordning fra Almohade-sultanen Yaqoub al-Mansur, og den skulle have været den største moské I den muslimske verden. Men da sultanene døde I år1199, stoppede byggeriet og den blev aldrig færdigbygget. Det som stod klart I 1199, blev så delvist ødelagt under jordskælvet I 1755.
M e k n è s
denne by er meget ukendt for det fleste som kommer til Marokko. Det var Alaouit-sultanen Moulay Ismail som I slutningen af 1600-tallet og I begyndelsen af 1700- tallet byggede byen op. Det var Moulay Ismail som satte sit specielle præg på byen. Moulay Ismail var en mand af store tal. Han havde 500 koner, 1000 haremsdamer, 800 sønner, 4000 egne personlige vagter og 12000 heste?
Vi besøger den eneste moské I landet, som tillader os ikke-muslimer, at komme indenfor. Moskéen er også Moulay Ismail´s mausoleum, hvilket han bestemte allerede da han var I live. Moulay Ismail regerede i 55 år. Han hviler smukt i en flot marmor-sarkofag, begravet ved siden af en hans mange koner, samt 2 sønner.
Dette var en lille smagsprøve på nogle af de fantastiske byer, Marokko kan byde på. Vi skal dog heller ikke glemme Tanger, Casablanca, Fes, Volubilis (= Marokkos Pompeji), El Jadida og Essaouira. Spændende områder med eksotiske navne som kilder på tungen og giver god smag og lyst til selv at besøge dem og opleve dem.
Marokko er et land med storslået natur, venlige, gæstfrie og hjælpsomme mennesker. Interessant historie, rigtig god shopping og sidst, men ikke mindst: enormt god marokkansk mad og velproducerede egne vine. Der er både rød, hvid og rosévin, samt ”vin gris”, som er en lys rosa meget velsmagende vin! Et land som fortjener mange besøg!
Foreslår dig som læser dette, selv at følge med os, på TEMAs rundrejse i Marokko!
Selv ”lider” jeg af en kronisk længsel til Marokko…
Ulla Svensson, TEMAs rejseleder